Studerende – billig forsikring

Studerende – billig forsikring

Er du på SU, er det næppe en hemmelighed, at pengene ikke hænger på træerne. Derfor kan forsikringerne være en irriterende post, som du ikke føler, at du reelt får noget for. Det er dog værd at stoppe op og tænke en ekstra gang, inden du bare vælger dem fra. Hvis din lejlighed bliver endevendt af indbrudstyve, vil du så have råd til at købe nyt inventar? Eller hvis du kommer slemt til skade på en rejse, vil du da have råd til transport og operation? Sandsynligvis ikke. Derfor er det en god idé at købe forsikringerne, men at få dem så billigt som muligt.

Hæv selvrisikoen

Din selvrisiko er det beløb, du selv skal betale, hvis der sker en ulykke, eller du får en skade. Det er altså kun et beløb, der bliver aktuelt, hvis du får brug for din forsikring. Din forsikringspris falder i takt med, at din selvrisiko stiger. Derfor kan det for mange med en lav indkomst bedre betale sig at betale mindre årligt og i stedet have en lidt højere selvrisiko.

Saml dine forsikringer

Du har sandsynligvis ikke behov for særlig mange forsikringer som studerende. En ulykkesforsikring og en indboforsikring kan nok gøre det. Alligevel er det smart at have dem det samme sted, da det vil være billigere. Mange forsikringsselskaber har også studierabat på netop disse forsikringer.

Overvej rejseforsikringen

Chancen for at du rejser mange gange om året er ikke så stor, når du er studerende, og pengene er små. Derfor kan det faktisk være værd at overveje, om ikke du skal vælge den årlige rejseforsikring fra. Som udgangspunkt kan det kun betale sig at have en sådan, hvis du rejser mere end én gang årligt. Gør du ikke det, vil det bedre kunne svare sig at tilkøbe en rejseforsikring særskilt til din rejse. Vær dog opmærksom på, at der kan være forskel på, om det udelukkende er en bagageforsikring, eller om den også dækker skader på din rejse. I EU dækker det blå sygesikringskort, så du er dækket ind på samme måde som borgerne i det pågældende land.

Fravælg tillægsforsikringer

Tillægsforsikringer er et valg, der gør den oprindelige forsikring dyrere. Det kan være, at du vælger, at din cykel skal indgå i din indboforsikring. Der er dog en chance for, at det slet ikke kan betale sig. Hvis din cykel alligevel er mindre værd end din selvrisiko, er der ingen grund til at betale ekstra for, at den er dækket ind. Chancen for, at den bliver stjålet fra kælderen, hvis din lejlighed bliver røvet – og omvendt – er ikke særlig stor.

Indhent forsikringstilbud

Det kan godt være, at det lyder kedeligt. Men det er faktisk en rigtig god idé at indhente forsikringstilbud en gang imellem. Priserne på forsikringer ændrer sig jævnligt, så hvis du indhenter tilbud en gang om året, vil der helt sikkert være penge at spare. Og som studerende tæller hver en krone. Hvis du kun har 2-3 forsikringer, vil det være nemt og enkelt at sammenligne på internettet, og det behøver derfor ikke være besværligt eller tage særlig lang tid.

 

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar